Men jeg føler mig udfordret, når der i dag laves opgørelser og statistikker over, hvor mange skilsmisser blandt ægtefolk, der er. Er det overhovedet muligt at måle kærlighed? Og er kærlighed, hvad man gør det til? Hvad man lægger i det?
Selv har jeg fået endnu en betegnelse til samlingen: "Skilsmissebarn" - det, selvom jeg som sådan ikke længere er et barn. Hvordan skal jeg kunne tro på troskab og evig kærlighed, når grundlaget for min egen tilværelse nærmest smuldrer under mig?
Det er spørgsmål, som florerer hos mig - hver dag, alle dage.
Skilsmisse er et brud på kærligheden - et brud på, hvad jeg altid har troet på. Hvad er det, der gør, at man vælger at blive skilt? Selvom der findes mange svarmuligheder på spørgsmålet, er jeg forvisset om, at det i bund og grund handler om mentaliteten hos os alle.
En mentalitet, hvor man smider ud og finder nyt - og det er netop, hvad jeg synes, en skilsmisse er. Der findes ikke længere nogen grund til at blive sammen. Hvis man mister "gnisten" i parforholdet - og det hele handler om, hvem der netop handler ind, hvem der gør rent, og hvad hverdagen ellers byder på - så er forholdet ikke værd at arbejde på. Herdagens mange gerninger er den største trussel mod romantikken og kærligheden, hvis jeg bliver spurgt.
Vi har alle så mange bolde i luften, som vi undertiden skal lære at jonglere med.
Det, der er min største udfordring, er dog, at jeg ikke selv har lyst til at ende i et sådant parforhold. Jeg har ikke lyst til at udfylde de roller, som forventes af mig. Og jeg er også kommet til en problemstilling, hvor hele mit liv allerede er afgjort på forhånd:
Somme tider bliver jeg ramt af en følelse af tryghed, fordi det hele er planlagt på mine vegne, men oftest føler jeg mig blot irriteret over hele opfattelsen af livet. Jeg tænker blandt andet på de kvinder, som af den ene eller anden grund ikke er interesseret i at få børn. Er samfundet overhovedet så fleksibelt, at der vil være plads til den form for anormalitet?
Valget vil derfor stå mellem det helt store bryllup, hvor ens liv vies til en andens eller hvor man slet ikke kan finde sig tilpas indenfor rammerne. Er det dette valg, som skyldes de mange skilsmisser? Vil folk egentligt gerne have det fantastisk store bryllup, men uden det efterfølgende hårde arbejde: Ægteskabet?
Har vi alle glemt, hvad et ægteskab starter med? Hvad det er, vi foran alle vores nære og kære udtrykker og siger 'ja' til:
Talen kan både indeholde forkyndelsen af Guds kærlighed og en mere personlig tale til brudeparret.
Efter talen kommer tilspørgslen, hvor begge svarer ja to gange. Først stilles spørgsmålet om at tage den anden til ægtefælle. Med svaret ja og forpligter parret sig på ægteskabet i borgerlig og juridisk forstand. Derefter stilles spørgsmålet om at elske og ære i medgang og modgang, indtil døden skiller ad. Dette spørgsmål handler om forholdet mellem de to og afspejler det kristne menneskesyn.
Når begge har sagt ja til hinanden, siger præsten: Så giv hinanden hånd derpå. Med sin hånd på brudeparrets hænder forkynder præsten derefter, at brudeparret nu er rette ægtefolk. Med denne handling er brudeparret juridisk set viet til hinanden.
Tilspørgslen kan afsluttes med, at brudeparret giver hinanden ringe på.
At elske og ære i medgang og modgang. Javist har mange par deres udfordringer, men skilsmisse strider på alle måder mod det romantiske, og javist, gamle ritual.
Tænk over det!
